Kig op i november: Fire planeter og et havmonster
November byder på fire planeter på morgenhimlen og et gensyn med Pleiaderne om aftenen. Du kan også gå på opdagelse i havmonstret Cetus, som gemmer på sære stjerner og en aktiv galakse.
Har du set en lille samling af stjerner mod øst på aftenhimlen? Det er Plejaderne. I vores planetarium på Steno Museet i Aarhus synes mange børn, at de ligner en miniudgave af Karlsvognen. Den lille stjernehob i stjernebilledet Tyren minder os her i november om, at vinteren nærmer sig.
Selv glæder jeg mig til at rette vores store teleskop på Ole Rømer Observatoriet mod Cetus næste gang det er stjerneklart. Stjernebilledet forestiller et havmonster og gemmer på flere spændende historier.
En planet fra bøgernes verden
I Cetus finder vi stjernen tau Ceti. Den minder om Solen og ligger cirka 12 lysår fra os.
Måske kredser der planeter om stjernen. En af de mulige planeter, tau Ceti e, spiller en vigtig rolle i Andy Weirs roman Project Hail Mary. Her hedder den Adrian.
Men virkeligheden er mere usikker end fiktionen. Nye studier har sået tvivl om de målinger, der pegede på planeten. NASA har derfor fjernet den fra sin liste over bekræftede planeter.
En stjerne, der skifter lys
Cetus rummer også stjernen Mira. Det er en rød kæmpestjerne, som udvider sig og trækker sig sammen. Samtidig ændrer dens lysstyrke sig.
Nogle gange kan vi se den med det blotte øje. Andre gange kræver det en kikkert.
I samme stjernebillede ligger galaksen Messier 77. I dens centrum findes et enormt sort hul. Gas omkring hullet lyser kraftigt, mens den trækkes ind mod det.
På Ole Rømer Observatoriet er jeg ved at tage billeder af galaksen. Jeg samler optagelser gennem flere filtre til ét billede. Det kræver cirka ti timers observationer, så jeg håber på nogle klare nætter.
Fire planeter før morgenmaden
I anden halvdel af november kan du se Merkur, Venus, Mars og Jupiter før solopgang.
Merkur står lavt mod sydøst, så du skal have frit udsyn mod horisonten. Venus lyser klart i samme del af himlen. Højere oppe finder du Mars og Jupiter i Løven.
De to planeter står tættest sammen omkring 15.–16. november. Jupiter lyser klarest, mens Mars har et rødligt skær.
Jeg plejer at gå ud på klare morgener for at få min dosis planeter. Og nu står Solen så sent op, at det ikke kræver en helt så tidlig start.
Den 30. november får Mars og Jupiter selskab af Månen. Det kan blive et flot syn. Har du kun én morgen til at kigge op, så vælg den.
Vil du hellere ud om aftenen, kan du se Saturn. Med et teleskop kan du også få øje på dens ringe.
Hold øje med Månen
I november 2026 er der aftagende halvmåne den 1., nymåne den 9., tiltagende halvmåne den 17. og fuldmåne den 24.
Omkring nymåne er himlen mørkest. Det er et godt tidspunkt at lede efter de svage stjerner. Find et sted væk fra gadelys, tag varmt tøj på, og giv øjnene tid til at vænne sig til mørket.
God fornøjelse med stjernekiggeriet!
Artiklen er lavet i samarbejde med Videnskab.dk
videnskab.dk/rummet/kig-op-i-november-planeterne-er-tilbage-og-de-har-selskab-af-et-havmonster/