Mission Red Rumskibet i efterårsferien

Efter flere år i rummet er Steno Rumskibet endelig på vej hjem mod Jorden. Men før det kan lande, venter rejsens sidste – og måske farligste – udfordringer.

Institut for Datalogi. Aarhus Universitet, er med til at lave de spændende aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

I efterårsferien 10.-18.10 2026 bliver Steno Museet forvandlet til en kommandocentral, hvor vi inviterer klodens klogeste børneastronauter.

Tag familie og venner med, følg sporene gennem museet, løs opgaverne undervejs og hjælp os med at få Steno Rumskibet sikkert gennem den sidste del af rejsen.

Tag på mission

Steno Rumskibet nærmer sig Jorden, men der er stadig meget, der kan gå galt. På missionen skal man følge sporene gennem museet og løse en række opgaver, som bringer rumskibet tættere på en sikker landing.

Gå ind i Maskinrummet

Rumskibets computer er gået i stykker. I Maskinrummet kan I skabe data og opdage mønstre, der hjælper med at få computeren i gang igen.

Maskinrummet er udviklet i samarbejde med Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.

Kom ombord på rumskibet

Et rumskib skal kunne finde vej mellem stjernerne, holde kontakten med Jorden og skaffe energi til den lange rejse. Prøv kræfter med opgaverne ombord, og hjælp rumskibet videre mod Jorden.

Bliv klar til rumfart

Hvordan føles det at være astronaut? Træk i en rumdragt, flyv ud i rummet, og tag et billede med hjem fra rejsen.

Rumskrot og stjerner i Planetariet

Steno Rumskibet er næsten hjemme, men først skal det sikkert gennem et område fyldt med rumskrot. Bagefter fortsætter turen ud på stjernehimlen, hvor vi finder stjerner og planeter.

Planetarieforestillingerne begynder kl. 11, 12, 13, 14 og 15 og anbefales fra 6 år. Billet koster 30 kr. når entréen er betalt.

Besøg også Væksthusene

Fortsæt efterårsferiens oplevelser i Væksthusene i Botanisk Have.

Mandag–fredag kl. 9–16
Lørdag–søndag kl. 10–16

Der tages forbehold for ændringer i programmet.