Offentlige foredrag i Naturvidenskab bliver en del af Science Museerne

Ændringen sker for at styrke den naturvidenskabelige formidling og opnå synergi i forhold til forskellige nye tiltag.

Offentlige foredrag i Naturvidenskab streames fra Søauditorierne, Aarhus Universitet og ud til 350 lokationer i Danmark, Færøerne og Sydslesvig. (Foto: Per Fløng)

De to enheder arbejder begge med formidling, hvor Science Museerne primært henvender sig til folkeskolen. Offentlige foredrag i Naturvidenskab er særligt rettet mod gymnasier og naturfagligt interesserede borgerne.

”Det er en styrkelse af projektet Offentlige foredrag i Naturvidenskab at blive en del af Science Museernes formidlings- og sciencefaglige personalegruppe,” siger chefkonsulent Jens Holbech, som står bag Offentlige foredrag i Naturvidenskab. ”Vi forventer at høste store synergier heraf og skabe større robusthed i projektet. Også med hensyn til målgrupper både styrker og supplerer museerne og foredragsserien hinanden”

Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne, Aarhus Universitet, glæder sig også over sammenlægningen og mener, at det styrker den naturfaglige formidling.

”Vi har samarbejdet i mange år, både fordi vi hører under samme fakultet og også omkring Offentlige foredrag i Naturvidenskab og efterfølgende NatCafe på Steno Museet,” siger han. ”Science Museerne henvender sig primært til elever på grundskolens mellemtrin og i udskolingen. De offentlige foredrag er til en ældre målgruppe. På den måde kan vi sammen formidle naturvidenskab til en større målgruppe, inspirere hinanden og nå endnu længere ud.”

Ændringen er fra. 1. januar 2024 og sker på det organisatoriske plan over de næste måneder.

Det vil ikke medføre ændringer for planlagte tilbud fra museerne og foredragene.

Fakta

Både Offentlige foredrag i Naturvidenskab og Science Museerne hører under Natural Sciences, Aarhus Universitet.

Science Museerne omfatter Ole Rømer Observatoriet i Kongelunden, Steno Museet, Herbariet i Universitetsparken, Væksthusene i Botanisk Have Aarhus og nu også Offentlige foredrag i Naturvidenskab. Science Museerne har tilsammen over 320.000 besøgende årligt.

Læs mere på https://sciencemuseerne.dk

Offentlige foredrag i Naturvidenskab afholder typisk 12 foredrag om året, som streames fra Søauditorierne til cirka 350 lokationer i Danmark, Færøerne og Sydslesvig, Deltagere har en bred alders- og uddannelsesmæssig baggrund fra mest midaldrende og ældre borgere i de 160 deltagende kultur- og forsamlingshuse til hovedsageligt unge elever på de 106 deltagende gymnasier, grund- og efterskoler.

På årsbasis deltager omkring 150.000 personer i Offentlige foredrag i Naturvidenskab.

Ved foredragene fortæller naturvidenskabelige forskere om de nyeste opdagelser og erkendelser. De fleste af foredragene afholdes på dansk af forskere fra Aarhus Universitet, men der er ofte også forskere fra andre universiteter i Danmark eller udlandet. Efter hvert foredrag er der NatCafe på Steno Museet. Foredragsserien udbydes i samarbejde Carlsbergfondet og værterne på de cirka 350 lokationer. Læs mere på https://ofn.au.dk