I dag er det 350 år siden opdagelsen af lysets hastighed
Mandag 9. november 2026 fejrer vi 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed. En måne ved Jupiter ledte ham på sporet.
Når vi kigger ud i rummet, ser vi tilbage i tiden. Det skyldes, at lyset skal rejse hen til os, før vi kan se det. Solens lys er for eksempel cirka otte minutter om at nå Jorden.
Det var den danske astronom Ole Rømer, der i 1676 viste, at lyset ikke når frem med det samme. Han fandt ikke den præcise hastighed, vi kender i dag. Men han viste, at lyset har en hastighed, som kan måles.
En måne gav svaret
Rømer arbejdede på observatoriet i Paris. Her fulgte han Jupiters måne Io, som bevæger sig rundt om planeten på cirka 42,5 timer.
På sin vej glider Io ind i Jupiters skygge og dukker frem igen. Astronomerne kunne beregne, hvornår det skulle ske. Men deres observationer passede ikke altid med de ventede tider.
Rømer opdagede et mønster: Når Jorden bevægede sig væk fra Jupiter, kom lyset fra Io senere frem til os.
Det svarede til at gøre en rejse længere. Selv om lyset bevægede sig lige hurtigt, skulle det bruge mere tid på at nå frem.
Ti minutters forsinkelse
Rømer forudsagde i september 1676, at Io præcis den 9. november samme år ville komme frem fra Jupiters skygge med en forsinkelse på ti minutter sammenlignet med hvad der stod i astronomernes tabeller. Tabellerne havde de lavet med den formodning, at lysets rejse var øjeblikkelig. Men da astronomerne observerede Io den 9. november, kunne de se, at Rømer havde ret.
Det var altså ikke månen, der var forsinket. Det var lyset fra den. Ole Rømer kaldte dette for ”lysets tøven”.
Opdagelsen ændrede vores forståelse af lyset og blev et vigtigt skridt mod at måle dets hastighed.
Hvad er et lysår?
I dag ved vi, at lys bevæger sig cirka 300.000 kilometer på ét sekund. Men afstande i rummet er så store, at lyset fra selv de nærmeste stjerner kan være mange år undervejs. Fx er den nærmeste stjerne ud over Solen Proxima Centauri cirka 4,24 lysår væk.
Det betyder, at dens lys bruger lidt over fire år på at nå os. Vi ser den altså, som den så ud for lidt over fire år siden.
På samme måde er et lysdøgn den afstand, lyset når på ét døgn. Ligger en rumsonde ét lysdøgn fra Jorden, tager dens radiosignal et døgn om at nå os. Radiosignaler bevæger sig nemlig lige så hurtigt som lys.
Kig selv mod Jupiter
I november kan du selv følge den måne, som ledte Rømer på sporet. Med et teleskop kan du se Io som en lille lysprik ved Jupiter.
Du kan blandt andet se Io glide ind i Jupiters skygge den 9. november omkring kl. 04.37 og den 16. november omkring kl. 06.31. Tiderne er dansk normaltid.
Vær klar mindst ti minutter før. Så kan du opleve den slags hændelse, som for 350 år siden hjalp Rømer frem til opdagelsen af lysets hastighed.