Oplev solformørkelse i Danmark 10. juni 2021

Salget af solformørkelsesbriller og billetter til årets astronomiske begivenhed - en delvis solformørkelse - er netop skudt i gang på Science Museerne.

Torsdag 10. juni 2021 ved middagstid kan man opleve et særligt astronomisk fænomen på sommerhimlen: En delvis solformørkelse. Derfor afholder Steno Museet eventen ”Solformørkelse på Steno Museet”. 

”Ved en solformørkelse – også en delvis som den 10. juni –har man en særlig mulighed for at opleve, hvordan himmellegemerne bevæger sig i forhold til hinanden,” fortæller Aase Roland Jacobsen, planetarieinspektør på Science Museerne.

Ved solformørkelses-eventen på Steno Museet torsdag 10. juni kan man se på solen i kikkerter med særligt sikre solfiltre. I museets planetarium kan man høre mere om det astronomiske fænomen ”formørkelser.”

En solformørkelse optræder, når Solen, Månen og Jorden står på en ret linje i verdensrummet med Månen i midten. Månen vil så kaste en skygge på Jorden og set fra Jorden ”tage en bid af Solen”. Det er dog vigtigt, at man ikke ser på Solen uden særlige briller, påpeger planetarieinspektøren. 

”Uden beskyttelse kan du risikere alvorlige øjenskader. Derfor skal man altid bruge solformørkelsesbriller, der bortfiltrerer al skadelig stråling,” siger Aase Roland Jacobsen.

Fakta om 10. juni på Steno Museet

Første kontakt for Aarhus for den delvise solformørkelse er kl. 11.28 og maksimum formørkelse kl. 12.37. Sidste kontakt er kl. 13.48.

Man kan opleve den delvise solformørkelse i Danmark med foredrag i planetariet og solkikkerter i haven på Steno Museet. I tilfælde af overskyet vil der være indendørs formidling. Der skal fremvises negativ coronatest og bæres mundbind efter de gældende regler- 

Målgruppe: Anbefales over 12 år.

Grundet risikoen for spredning af corona er der i alt kun 70 billetter til salg efter først-til-mølle. 

Pressen er velkommen efter nærmere aftale. 

Pris 90 kr. Solformørkelsesbriller er inkluderet i prisen.

  1. hold: kl. 10.30 til 12.30
  2. hold: kl. 11.30 til 13.30

Køb billet på https://webshop.sciencemuseerne.dk/delvis-solformorkelse-pa-steno-museet-10-juni-2021

Steno Museet sælger solformørkelsesbriller i museumsbutikken på Steno Museet til 25 kr pr. stk.

Ønsker man at få tilsendt et klassesæt kan det gøres via Science Museernes samarbejdspartner www.rumsnak.dk

Solformørkelseseventen på Steno Museet er en del af den landsdækkende event Solformørkelse i Danmark 2021 som Science Museerne afholder sammen med Observatoriet i Brorfelde, Kroppedal Museum, Naturcenter Amager Strand, RumSnak, Astronomisk selskab og AstroTina.  

Åbningstider Steno Museet 

Tirs-fredag kl. 9-16

Lør-søn- og helligdage kl. 11-16

Mandag lukket

Adgang til Science Museerne følger de gældende retningslinjer og kræver pt. mundbind og fremvisning af gyldigt coronapas.