Skyhøjt besøgstal på Science Museerne i 2018
Aarhusianerne er vilde med science. Astronomi, nye udstillinger og rundvisninger om julens planter trak publikum til Science Museerne som aldrig før.
Desværre - alt udsolgt. Den sætning har de sagt mange gange på Science Museerne i efteråret og vinteren 2018. Først forsvandt forevisningerne på Ole Rømer-Observatoriet flere måneder frem. Så røg alle billetter, også ekstra-ekstra-billetter, til rundvisning om Julens Planter i Væksthusene. I Væksthusenes Café har de arbejdet på højtryk for at tilgodese de mange besøgende, og to nye udstillinger samt Andreas Mogensens rumkapsel har mere end fordoblet besøgstallet på Steno Museet i efterårs- og vinterperioden.
“Det er svært at få armene ned,” siger direktør for Science Museerne Bent Lorenzen. “Én ting er, at vi har været så heldige at få lov til at låne og udstille en unik, ikonisk genstand som Andreas Mogensens rumkapsel fra Danmarks Tekniske Museum. Det har helt klart haft en stor betydning for vores besøgstal. En anden ting er, at både rundvisninger i julens planter og forevisninger på Ole Rømer-Observatoriet er blevet så populært, selvom der er tale om tilbagevendende begivenheder. Men vi oplever generelt, at der er sket en enorm stigning i efterspørgslen efter den type arrangementer, hvor man også får noget faglig viden med hjem. Det er meget glædeligt.”
En truende lock-out og strejke, en ekstremt varm sommer, bygningsrenoveringer af Steno Museet og modernisering af ca. halvdelen af museets udstillinger satte ellers besøgstallet på stand-by i en lang periode.
“Skolerne bookede langt færre formidlingsforløb ved Science Museerne i den periode, hvor forhandlingerne stod på, fordi man ikke vidste, hvad der ville ske,” fortæller Bent Lorenzen. “I sommerperioden var der desuden så varmt, at de fleste søgte udendørs aktiviteter fremfor museerne og Væksthusene. Det kunne vi selvfølgelig mærke på besøgstallet"
Men efter sommerferien 2018 vendte billedet, og nu har Science Museerne slået sin egen rekord, hvis man ser på det sidste halvår. I det samlede resultat er man lidt under sidste år, men Bent Lorenzen er tilfreds.
“Jeg tænker ikke, at vi kunne have gjort det anderledes,” siger han. “Nu glæder vi til os til at byde velkommen til vores gæster i 2019, hvor vi i den første halvdel har en spænd-ende vinterferie om rummet og rumfart, rumkapslen til og med april, Naturens Døgn, hvor vi havde besøgsrekord i 2018 med næsten 2400 besøgende på én dag og meget andet i naturvidenskabens tegn.”
Besøgstal 2018
Det samlede besøgstal for Science Museerne er 275.310 besøgende.
Foto: AU Foto