Sommer på Science Museerne 

Tag familien og venner med på Steno Museet og i Væksthusene i skolernes sommerferie, hvor vi har science aktiviteter både ude og inde. Få også et smugkig indenfor i det nyrestaurerede Ole-Rømer Observatoriet. 

Det er sommer og tid til at opleve spændende naturfænomener uanset vejret, og det kan man ved at besøge Væksthusene i Botanisk Have og på Steno Museet  

Naturen er i centrum i Væksthusene  

Sommerferien i Væksthusene er i biodiversitetens tegn, hvor man kan gå på opdagelse blandt de danske planter i Væksthusenes vilde baghave og opleve dansk natur.  Hver dag vil vores kyndige formidlere fortælle og vise frem om verdens planter i vores fire klimazoner.  

Hver onsdag i sommerferien holder Væksthusene åbent til kl 21, og i den forbindelse afholder vi rundvisningen "Smag på Verden i Aarhus" med gode historier og smagsprøver fra hele verden. Hold øje med hjemmesiden for billetter. 

Kuglebane og stjernehimmel på Steno Museet 

Når du besøger Steno Museet, kan du gå på opdagelse i udstillingerne med Science Bingo, hvor man også kommer forbi det fascinerende hjerteakvarie, protonfodbold, en gammel kirkebog, den magiske planet og tandbørstens historie. Hvis man er nysgerrig på astronomi og stjernehimmelen kan man gå i Planetariet og blive guidet rundt på nattehimlen ved højlys dag. 

Det meget populære kuglebanerum er åbent juli ud, og så lukker vi udstillingsrummet for at gøre klar til udstillingen om Rumrejsen 2023 I kuglebanerummet kan man uanset alder lege med tyngdekraften og prøve materialernes betydning for, om det lykkedes at lave en perfekt kuglebane. Køb en is i butikken og gå ud i haven, hvor en app kan give dig mere viden om de mange spændende urter og blomster. 

Besøg Ole-Rømer Observatoriet 

Det 110 år gamle fredede Observatorium har gennemgået en stor renovering, hvor det er blevet tilbageført til et mere oprindeligt udtryk. 

Der er nu mulighed for en rundvisning i bygningerne på torsdage kl. 11 og kl. 13 i skolernes sommerferie. Første gang  er 29. juni kl. 11. 

Billetsalget åbner 1. juni kl. 10

Så tag nysgerrigheden under armen og kom forbi Science Museerne. Der er gratis parkering, cafe i Væksthusene og spændende butik på Steno Museet og i Væksthusene.