Væksthusene er Byens Bedste Familieoplevelse
Onsdag den 11.november blev det afsløret, hvem der skulle være Byens Bedste Familieoplevelse i Aarhus på AOA, Alt Om Aarhus. Og aarhusianerne valgte at stemme grønt: Væksthusene er nu Byens Bedste Familieoplevelse 2015.
De sidste måneder har det været ekstra spændende at arbejde ved Væksthusene, der hører under Science Museerne ved Aarhus Universitet. For her har man været nomineret blandt Byens 5 Bedste Familieoplevelser i Aarhus i fornemt selskab med Dokk1, Tivoli Friheden, Den Gamle By og Storcenter Nord. På medarbejdernes t-shirts, badges og via sociale medier har man under sloganet Stem Grønt – Stem på Væksthusene opfordret de besøgende til at stemme på Væksthusene. Og i går blev spændingen så udløst ved AOA-Award Show i Scandinavian Center: Væksthusene er nu officielt Byens Bedste Familieoplevelse 2015.
”Vi er stolte og taknemmelige over udnævnelsen. Vi ser det som en stor anerkendelse, og at vi har ramt rigtigt med Væksthusene som et sted, hvor vi både har et stærkt fokus på formidling, planter og gode oplevelser,” siger Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne, Aarhus Universitet. ”Vores samlede besøgstal er desuden mere end 300.000 gæster siden vi slog dørene op i 2014, så vi oplever generelt, at vi er kommet godt fra start.”
I Væksthusene møder man udover spændende planter og natur også digital og analog formidling i alle hjørner for hele familien. Fra nøglerne i garderobeskabene, som rummer små fortællinger om planter til digitale skærme opstillet i husene. For de mindste er der historier og opgaver med Spire Ib, der fortæller om dufte, yndlingssteder og meget andet som giver mulighed for både leg og læring.
”Vi mener, at viden om naturen er en forudsætning for at bevare den,” siger Finn Borchsenius, der er faglig leder i Væksthusene ”Derfor spiller formidling en helt central rolle i Væksthusene. Og vi gør os umage for at tilpasse formidlingen, så den både er i øjenhøjde med børn, unge og voksne. Derfor er vi særligt glade for titlen som Byens Bedste Familieoplevelse.”