Rester af Halleys komet på nattehimlen

5. maj 2022: I begyndelsen af maj kan du se meteorsværmen Aquariderne. Kig op og se op til 30 stjerneskud i timen.

Nu begynder de lyse nætter, men alligevel kan man godt opleve at se et stjerneskud. På en almindelig nat vil man kunne opleve 6-7 stjerneskud i timen. Men meteorsværme eller stjerneskudssværme kan opleves mange gange årligt, og her vil man derimod kunne opleve flere snese stjerneskud i timen.

Disse sværme stammer fra kometmateriale, som en komet har efterladt sig i sin bane omkring Solen. Når Jorden krydser sådan en kometbane, vil det efterladte kometmateriale give flere stjerneskud end normalt, og de kortvarige lysglimt kommer, når kometmaterialet brænder op i Jordens atmosfære.

Den næste meteorsværm topper 5.og 6. maj, og man kan forvente at se helt op til 30 stjerneskud i timen. Denne stjerneskudssværm hedder Eta Aquariderne efter, hvor på himlen stjerneskuddene ser ud til at stråle ud fra. Det er Halleys komet, som har efterladt kometmaterialet i sin bane rundt om Solen. Halleys komet tager 76 år om at nå forbi Solen i sin bane, og næste gang kometen bliver synlig er 2061. Det er også Halleys kometbane, som Jorden krydser, når der er stjerneskudssværmen Orioniderne i midten af oktober.

Du har ikke brug for noget specielt udstyr eller en masse færdigheder for at nyde en stjerneskudssværm. Alt hvad du har brug for er en klar himmel, et mørkt sted uden for meget lysforurening og masser af tålmodighed. Det tager 15 til 20 minutter at vænne sig til mørket, så man rigtigt kan nyde de svage lysfænomener på nattehimlen. Klæd dig på efter vejret, tag et tæppe eller en behagelig stol med dig og nyd at kigge på stjernehimlen – måske dukker der også en satellit eller to op!

Foto: Nasa.