Studerende fra Geoscience formidler klimaforskning i børnehøjde på Steno Museet i vinterferien

I vinterferien 2026 inviterer Science Museerne, Aarhus Universitet små og store gæster på en rejse tilbage til forhistorisk tid – med dinosaurer, klima og Jordens hukommelse som omdrejningspunkt.


Det sker i tæt samarbejde med Institut for Geoscience og forskningsgruppen Paleoceanography & Paleoclimate, Aarhus Universitet, hvor studerende er med til at omsætte forskningsmetoder til konkrete, sanselige oplevelser for børnefamilier.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er i en periode, hvor temperaturen stiger stødt, og havene følger trop," siger Clara Glavind, studerende ved Geoscience, Aarhus Universitet. "Vi kan se på diverse klimamodeller, at den udvikling der sker nu, sker meget hurtigere end i forhistorisk tid.”

Men hvordan ved vi egentlig noget om klimaet, før der fandtes målinger? 
Svaret ligger gemt under havbunden – i hvad man kan kalde "Jordens klimaarkiv."

“Der var ingen meterologer for 100.000 år siden, der noterede sig dagens temperatur og vandstand. Men vi kan med stor præcision rekonstruere fortidens klima ved at analysere sedimenter og mikrofossiler fra havbunden. De fungerer som Jordens eget klimaarkiv," fortæller Katrine Emilie Aagaard, medstuderende på Institut på Geoscience. "I forskningen borer man lange sedimentkerner op, hvor lag og mikrofossiler afslører temperaturer, havstrømme og næringsforhold gennem tusinder af år.”

De to studerende glæder sig til at omsætte den viden til spændende hands-on aktiviteter for børnefamilierne i vinterferien. De besøgende kan for eksempel prøve at bore deres egne “sedimentkerner”, undersøge mikrofossiler i mikroskop og arbejde med 3D-printede modeller af fossiler. 

Aktiviteterne med Geoscience er en del af vinterferien på Steno Museet "På sporet af dinoen" med dino-spor, stop-motionfilmværksteder, stjernehimmel i Planetariet og forskellige små eksperimenter.

Læs mere om vinterferien på Steno Museet: https://sciencemuseerne.dk/steno-museet/oplevelser-paa-museet/vinterferie-paa-steno-museet