Tandbørsten på skoleskemaet: Historien om et dansk sundhedseventyr
Fra smerte til smil: På blot fem årtier er Danmark gået fra, at børn blev hjemme fra skole med tandsmerter til at have en af verdens bedste tandsundheder. Bag denne transformation ligger en sundhedsmæssig milepæl, som blev fejret og genfortalt ved seminaret "Tandbørsten på skoleskemaet" mandag den 20. januar 2025 på Steno Museet.


I 1970’erne var det stadig almindeligt, at unge i landkommuner fik tandproteser i konfirmationsalderen eller led af daglig tandpine på grund af dårlig tandpleje. Indførelsen af kommunal tandpleje ændrede dette drastisk og skabte en generation med tandsundhed i verdensklasse.
En glemt milepæl i sundhedshistorien
Forebyggelsen blev en central del af skoledagen. Resultatet er en generation, der i dag har en tandsundhed i verdensklasse. Det markerede man på Science Museerne mandag 20. januar 2025 med et seminar "Tandbørsten på skoleskemaet" og en bogudgivelse fra Aarhus Universitetsforlag om emnet.
"Vi taler om en forebyggelsessucces på niveau med indførelsen af rent drikkevand og kloakering i 1800-tallet," siger Morten Arnika Skydsgaard, museumsinspektør ved Science Museerne, redaktør på bogen og oplægsholder på seminaret. ”Det er historien om én af det danske sundhedsvæsens største – men oversete – forebyggelsessuccesser. Indførelsen af gratis kommunal børnetandpleje i 1972 gjorde Danmark til et foregangsland og skabte nul-huller generationer.”
En historisk overflyvning
Dagen bød på oplæg fra fagfolk og pionerer, der havde været med til at forme børnetandplejens udvikling. Fra den første kommunale tandpleje i Støvring til den moderne tandsundhed, tegnede seminaret et levende billede af denne sundhedsrevolution.
Seminaret markerede også udgivelsen af bogen "Tandbørsten på skoleskemaet", der dykker ned i fortællingerne om ildsjælene og visionerne bag tandplejerevolutionen.