På mission med ISS

Beskrivelse

I workshoppen sætter vi fokus på vægtløshed, og hvordan det påvirker astronauternes krop, både fysisk og psykisk, at opholde sig på Den Internationale Rumstation (ISS) i længere tid. Med vores tyngdebrønd udforsker vi tyngdekraften, og hvordan forskellige himmellegemer, satellitter og rumstationen bevæger sig i rummet. Eleverne får desuden indblik i nogle af de forsøg, som den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen arbejder med i løbet af sin Huginn-mission.

Efter en pause fortsætter vi i Planetariet, hvor vi retter blikket ud i rummet. Eleverne finder ud af, hvad astronauterne oplever og ser, når de kigger ud fra rumstationen, og også hvordan vi på Jorden har mulighed for at følge ISS på stjernehimlen.

Formål

  • Eleverne får indblik i livet på en rumstation og mulighed for at udforske og arbejde med naturvidenskabelige problemstillinger, der relaterer sig til vægtløshed og rummissioner.
  • Eleverne får kendskab til den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen og Huginn-missionen.
  • Eleverne oplever og udforsker stjernehimlen.

Før workshoppen

Før jeres besøg kan I i klassen arbejde med emnet tyngdekraft og med kroppen og dens funktioner.

Eleverne må meget gerne have forberedt spørgsmål, som de gerne vil have svar på under workshoppen. På den måde aktiveres elevernes nysgerrighed, inden I kommer besøg.

Som lærer kan du forberede dig til besøget ved at læse mere om Science Museernes læringstilgang.

Efter workshoppen

Efter jeres besøg er det vigtigt at følge op, når I kommer tilbage på skolen.

I undervisningsmaterialet Fremtidens Rumstation kan eleverne arbejde som ingeniører, der skal designe fremtidens rumstation, når astronauter snart skal endnu længere ud i rummet. Her kan eleverne bruge deres nye viden fra workshoppen til at udvikle enten et drivhusmodul, et træningsmodul, et socialt modul, et bad- og toiletmodul, et teknikmodul eller et sovemodul til fremtidens rumstation.

Du kan også stille følgende spørgsmål til eleverne:

  • Hvad var det sjoveste/sejeste/mærkeligste, I oplevede under workshoppen?
  • Hvordan kan vi bruge det, vi har lært fra workshoppen?
  • Hvad undrer I jer stadig over? Hvilke nye spørgsmål har I mon fået, som vi kan undersøge?

Eleverne kan arbejde med disse spørgsmål på mange forskellige måder. For eksempel:

  • Med post-its, hvor eleverne skriver deres svar på post-its og kategoriserer dem i plenum.
  • Gennem moodboards eller billedkollager, hvor eleverne samler deres indtryk af workshoppen i billeder.
  • I præsentationer, hvor eleverne fortæller (og måske endda viser noget) om workshoppen, fx en plakat, en video, en tegning, en historie eller et digt.