Almindelig vin
En gammel kulturplante med masser af historie.
Copyright Egon krogsgaard
Vin er en meget gammel kulturplante. Den stammer fra middelhavsområdet og har været dyrket i tusindvis af år. Vinstokke og vin nævnes oftere end nogen anden plante i Bibelen. Jesu første mirakel var at forvandle vand til vin ved brylluppet i Kana, og vinens virkning på helbredet omtales rigtigt mange gange.
Vinens antiseptiske egenskaber var kendt i oldtiden. Man blandede vin i vand for at gøre det drikkeligt, og vin blev brugt til at rense sår. Vin blev betragtet som en vigtig medicin helt op til midten af 1900-tallet.
Oliventræet og vinstokken blev i antikken betragtet som symboler på højtstående kultur og stabile samfundsforhold, fordi de kræver mange år for at give frugt af høj kvalitet.
Omkring 85 % af verdens drueproduktion går til vinfremstilling, mens ca. 10 % bruges som spise-druer og 5 % tørres og sælges som rosiner.
Historien om vinlusen – og hvorfor man skal være forsigtig med at flytte planter
I midten af 1800-tallet blev den europæiske vinproduktion ødelagt af den nordamerikanske vinlus (Phylloxera vastatrix). Vinlusen (Phylloxera vastatrix) er en ca. 1 mm lang, gul lus, der angriber vinstokkenes rødder. Larverne suger saft fra rødderne, og efter 5–10 års angreb visner og dør planten.
Vinlusen stammer fra den amerikanske østkyst og blev utilsigtet bragt til Europa omkring 1860 af botanikere, der importerede amerikanske vinstokke. Fordi vinlusen er hjemmehørende i Amerika, er de amerikanske vinstokke stort set resistent over for lusen, men det er de europæiske vinstokke ikke. Vinlusen ødelagde de engelske vinmarker og spredte sig til resten af Europa.
Vinlusen blev opdaget i Rhône i 1863. I de følgende 20–30 år blev næsten alle vinmarker i Frankrig og store dele af Europa ødelagt. Produktionen faldt med op mod 75 % i Frankrig, før man fandt årsagen.
Man forsøgte at krydse amerikanske og europæiske vinstokke, men smagen af amerikanske druer blev ikke værdsat. Løsningen blev at pode europæiske druesorter på amerikanske rodstokke, som udskiller en saft, der beskytter mod vinlusen. Denne metode bruges stadig i dag.
Fakta:
- Væksthusplacering: Middelhavshuset
- Dansk navn: Almindelig vin
- Latinsk navn: Vitis vinifera
- Familie: Vinfamlien / Vitaceae
- Naturligt voksested: Middelhavsområdet, Centraleuropa og sydvest Asien