Ild-stjerneorkide
Ild-stjerneorkide (Epidendrum radicans) er en almindelig vejkantsplante i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika, hvor arten stammer fra. Den er én af over 1.000 arter i slægten stjerneorkide (Epidendrum).
Ild-stjerneorkide kan blive op til 1 m høj, og stænglen kan blive omkring 1 cm tyk. Fra stænglen udvikles ofte iøjnefaldende, tykke, hvide luftrødder. De hjælper med at forankre og støtte planten og øger samtidig dens optagelse af vand.
På engelsk kaldes orkideen også "korsorkide" (crucifix orchid), fordi blomstens lille læbe (labellum) har form som et kors.
Arten dyrkes almindeligt som haveplante i tropiske områder og som potteplante i køligere klimazoner. Den anvendes også som afskåret blomst.
Fakta:
- Væksthusplacering: Bjergskovshuset
- Dansk navn: Ild-stjerneorkide
- Latinsk navn: Epidendrum radicans
- Familie: Orkidefamilien / Orchidaceae
- Naturligt voksested: Mellem- og Sydamerika