Kaffe
- verdens mest foretrukne drik og en af de mest værdifulde handelsvarer
Kaffe er verdens foretrukne drik og internationalt den næstmest værdifulde handelsvare efter olie.
Vi danskere drikker i gennemsnit 3,4 kopper kaffe om dagen. Vi er verdens fjerdemest kaffedrikkende folk, kun overgået af Island, Norge og Finland. Hver femte kop kaffe, der drikkes i Danmark, er pulverkaffe. Det er især kvinder øst for Storebælt, der drikker pulverkaffe.
Ved fremstilling af pulverkaffe brygges først en stærk kaffe. Kaffen inddampes til et tyktflydende koncentrat, som fryses og kværnes til granulat. Det frosne kaffegranulat tørres i et vakuum på 0,5 mbar. Ved så lavt tryk fordamper is uden at blive til vand. Både smagen og strukturen bibeholdes.
Når kaffebuskens frugter er modne og klare til at blive høstet, er de røde. Hver frugt indeholder to frø. Frøene, der kaldes bønner, ristes, males og bruges til kaffebrygning.
Kaffe stammer fra det etiopiske højland, men dyrkes nu i mere end 70 lande.
Fakta:
- Væksthusplacering: Bjergskovshuset
- Dansk navn: Kaffe
- Latinsk navn: Coffea arabica
- Familie: Rubiaceae
- Naturligt voksested: Etiopien