Mørk kongelys
Imponerende middelalderlig lægeplante, der kan findes ved gamle klostre og herregårdshaver.
Ultra-nærbillede af ungt støvblad med violette hår og en orange, endnu lukket støvknap.
Foto Jens H. Petersen
Foto Jens H. Petersen
Mørk kongelys er kommet til Danmark i middelalderen med munke og nonner, som har dyrket den i klostrenes haver.
Det er en gammel lægeplante som blev brugt mod bl.a. forkølelse, hoste, bronkitis og hæshed. Den imponerende blomsterstand, tørret og dyppet i talg eller olie, har været brugt som fakkel.
Mørk kongelys er det man kalder en reliktplante. Reliktplanter finder man ved fortidsminder som f.eks. herregårdspladser eller klosterruiner. De er resterne af en lokalt dyrkede planter, som på forskellig vis har overlevet, mens bygninger og haveanlæg for længst er forsvundet.
Reliktplanter kan overleve på forskellig vis. Mørk kongelys er en dvaleplante, dvs. en plante hvis frø kan ligge i dvale i jorden i mange år uden at miste evnen til at spire. Når lejligheden endelig byder sig, f.eks. når jordlagene de ligger i graves op, spirer de frem på ny.
Faktaboks:
- Væksthusplacering: Udstillingen “Vilde Vækster”
- Dansk navn: Mørk kkongelys
- Latinsk navn: Verbascum nigrum
- Familie: Maskeblomstfamilien / Scrophulariaceae
- Naturligt voksested: Langs veje, på skrænter og udyrket jord