Hvordan skaber man rum til samtale om den biologiske kvindekrop?
Siden januar 2025 har udstillingen Den Oversete Krop på Steno Museet inviteret gæster til at reflektere over, hvordan biologiske kvindekroppe historisk er blevet – og stadig er - overset i medicinsk forskning.
På Science Museerne følger vi spændt med i nyheden om, at regeringen har afsat 160 mio. kr. til forskning i kvinders sundhed og til etableringen af et nationalt videncenter for kvinders sundhed.
Vi har haft mange skoleklasser på besøg, der har arbejdet med temaer som bryster, hjerter, menstruation og angst, og som har været med til at samskabe idéer og elementer til den næste udstilling om samme emne.
“Regeringens tiltag er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men der skal mange ting til at ændre på den historiske ulighed inden for sundhed," siger historiker Anne Sofie Bomholt Larsen, som er projektleder på udstillingen. "Med vores udstillingsprojekt Den Oversete Krop kan vi fortælle om ulighederne i et spændende læringsrum og facilitere svære samtaler med børn og unge. Uligheden inden for sundhed er et stort skib at vende – men vi skal vide noget om emnet, før vi kan handle på det.”
Mens vi følger regeringens nye initiativ og videncenterets udvikling, fortsætter vi arbejdet her på museet med at skabe rum for samtale, læring og refleksion om den biologiske kvindekrop.
Vi glæder os til at åbne næste version af Den Oversete Krop i maj 2026.
Læs mere om udstillingen Den Oversete Krop
Foto: Kasper Hornbæk
https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2025/regeringen-vil-afsaette-160-mio-kr-til-forskning-i-kvinders-sundhed