Onsdag 12. august 2026 bliver Månen og Solen hovedpersoner i et af årets mest spektakulære naturfænomener. Omkring solnedgang bevæger Månen sig ind foran Solen og dækker op til 85 procent af dens diameter.
I Aarhus-området begynder solformørkelsen kl. 19.09, når sit maksimum kl. 20.03 og slutter kl. 20.55 – få minutter før Solen går ned.
”Det særlige ved netop denne solformørkelse er, at den finder sted omkring solnedgang. Derfor kan vi få et usædvanligt syn af en formørket sol. som hænger lavt over horisonten,” siger astrofysiker på Science Museerne Ole Eggers Bjælde.
Fordi formørkelsen finder sted sidst på dagen, står Solen lavt på himlen. Det er derfor vigtigt at finde et sted med frit udsyn mod vest-nordvest, hvor bygninger, træer eller bakker ikke spærrer for udsynet.
Science Museerne har lavet et kort med forslag til steder omkring Aarhus, hvor der er gode muligheder for at opleve formørkelsen. Kortet er tænkt som inspiration. For det bedste sted kan også være stranden, en bakketop, en åben mark eller et andet helt særligt udsigtspunkt tæt på, hvor man bor.
Vejret bliver naturligvis afgørende. Hold derfor øje med skydækket, og vær klar til at ændre planer, hvis udsigten ser bedre ud et andet sted.
Se kortet: Gode steder at opleve solformørkelsen omkring Aarhus
Selvom en stor del af Solen bliver dækket, må du aldrig se direkte på den uden godkendte solformørkelsesbriller. Almindelige solbriller beskytter ikke øjnene tilstrækkeligt.
Solformørkelsesbriller kan købes i museumsbutikken på Steno Museet til 20 kr., så længe lager haves.
Dato: Onsdag den 12. august 2026
Begynder: Kl. 19.09
Maksimum: Kl. 20.03
Slutter: Kl. 20.55
Retning: Vest-nordvest
Husk: Godkendte solformørkelsesbriller