TIDENS TÆNDER

Beskrivelse

Hvorfor går vi egentlig til tandlæge – og har børn altid haft så sunde tænder som de har i dag? I workshoppen Tidens Tænder dykker vi ned i historien om den danske børnetandpleje. Sammen med eleverne undersøger vi genstande og historier fra den gamle skoletandpleje, og giver mulighed for at sammenligne egne oplevelser med autentiske fortællinger.  

Workshoppen giver eleverne et levende indblik i tandsundhed, videnskab og velfærdshistorie, og ikke mindst en forståelse af, at noget så almindeligt som et tandlægebesøg faktisk er et resultat af store historiske opdagelser og politiske beslutninger. 

Formål

  • Eleverne får viden om børnetandplejens historie i Danmark. 

  • Eleverne får sat perspektiv på deres egen sundhed og oplever, at der er en sammenhæng mellem sundhed, samfund, viden og levevilkår. 

  • Eleverne kan perspektivere deres egne og andre historiske fortællinger i tid og rum. 

Før workshoppen

Før jeres besøg kan I i klassen arbejde med tandsundhed, tandlægebesøg og velfærdshistorie i Danmark. 

Eleverne kan eventuelt opfordres til at spørge deres forældre og bedsteforældre, hvordan det var at gå til tandlægen, da de var børn. 

Eleverne må meget gerne have forberedt spørgsmål, som de gerne vil have svar på under workshoppen. På den måde aktiveres elevernes nysgerrighed, inden I kommer besøg. 

Som lærer kan du forberede dig til besøget ved at læse mere om Science Museernes læringstilgang

Efter workshoppen

Efter jeres besøg er det vigtigt at følge op, når I kommer tilbage på skolen.

Du kan eventuelt stille følgende spørgsmål til eleverne:

  • Hvad var det sjoveste/sejeste/mærkeligste, I oplevede under workshoppen?
  • Hvordan kan vi bruge det, vi har lært fra workshoppen?
  • Hvad undrer I jer stadig over? Hvilke nye spørgsmål har I mon fået, som vi kan undersøge?

Eleverne kan arbejde med disse spørgsmål på mange forskellige måder. For eksempel:

  • Med post-its, hvor eleverne skriver deres svar på post-its og kategoriserer dem i plenum.
  • Gennem moodboards eller billedkollager, hvor eleverne samler deres indtryk af workshoppen i billeder.
  • I præsentationer, hvor eleverne fortæller (og måske endda viser noget) om workshoppen, fx en plakat, en video, en tegning, en historie eller et digt.