Kom og oplev det bedste, stjernehimlen har at byde på. I Planetariet lærer eleverne om universets fænomener og ser de fjerne stjerner på nattehimlen lidt tættere på. Vi følger en stjerne fra dens dannelse ud af gastågerne i rummet, indtil den går til grunde milliarder af år senere.
Undervejs møder eleverne andre stjernetyper, og vi bruger årstidernes karakteristiske stjernebilleder til at vise vej på himlen til de forskellige stjernetyper. Eleverne får redskaber til selv at gå ud og opleve, hvad man kan se med det blotte øje en stjerneklar nat.