KÆRE KROP, SVÆRE KROP

Beskrivelse

Er en behåret krop mere naturlig end en glatbarberet? Er en naturlig krop mere sund end en opereret? I workshoppen præsenteres de studerende for forskellige kropsidealer, og de forholder sig kritisk til vigtige spørgsmål om sundhed og skønhed. Vi ser på kroppen ud fra et bredt sundhedsbegreb, og vi fokuserer på kost, bevægelse og den sunde krop.

De studerende udforsker relevante dele af udstillingen, deltager i små øvelser og får uddybet deres viden. De får også mulighed for at debattere, om det skal være tilladt at ændre på den naturlige krop, og i så fald i hvilket omfang. De studerende træder ind i udstillingens baderum med en fotoinstallation af en række naturlige kroppe. Her bliver der lagt op til diskussion om synet på kroppe i samtiden og aktuelle problematikker i forhold til nøgenhed og bad. Til slut kaster vi et kritisk blik på, hvor de studerende selv - og på sigt deres klienter - får deres viden om sundhed fra.

Formål

  • De studerende forholder sig til krop og sundhed på et professionelt og personligt plan.
  • De studerende får nye perspektiver på emner som ernæring, skønhed, naturlighed og sundhed.

Før workshoppen

Før jeres besøg kan I arbejde med emner om kropsidealer, sundhed og ernæring.

De studerende må meget gerne have forberedt spørgsmål, som de gerne vil have svar på under workshoppen. På den måde aktiveres deres nysgerrighed, inden I kommer besøg.

Som lærer kan du forberede dig til besøget ved at læse mere om Science Museernes læringstilgang.

Efter workshoppen

Efter jeres besøg er det vigtigt at følge op, når I kommer tilbage på skolen.

Du kan eventuelt stille følgende spørgsmål til de studerende:

  • Hvad var det sjoveste/mærkeligste/vigtigste, I oplevede under workshoppen?
  • Hvordan kan vi bruge det, vi har lært fra workshoppen?
  • Hvad undrer I jer stadig over? Hvilke nye spørgsmål har I mon fået, som vi kan undersøge?

De studerende kan arbejde med disse spørgsmål på mange forskellige måder. For eksempel:

  • Med post-its, hvor de studerende skriver deres svar på post-its og kategoriserer dem i plenum.
  • Gennem moodboards eller billedkollager, hvor de studerende samler deres indtryk af workshoppen i billeder.
  • I præsentationer, hvor de studerende fortæller (og måske endda viser noget) om workshoppen, fx en plakat, en video, en tegning, en historie eller et digt.