I naturen tiltrækker lotusblomstens duft de insekter, der bestøver blomsterne, især biller. Ved skumringstid lukker blomstens kronblade sig tæt sammen. De insekter, der er i blomsten, er fanget indtil næste dag, hvor blomsten åbner sig fuldt.
Insekterne afsætter pollen på blomstens støvfang i løbet af natten. Derefter bliver de pudret med pollen, som de så kan bringe med sig til den næste blomst. Ved skumringstid den anden dag lukker blomsten sig igen, men ikke helt så tæt. Den 3. dag åbner og lukker blomsten sig en sidste gang. Herefter begynder kronbladene at falde af, og blomsten visner.
I løbet af natten og den tidlige morgen bliver blomsten også varmere. En lotusblomst kan blive 30-35 grader varm, selvom temperaturen omkring kun er 10 grader. Varmen gør billerne, der er fanget inde i blomsten, livlige. De spiser og parrer sig, og når de tumler rundt, bestøver de blomsten mere effektivt.