Ved søen i Tropehuset står en 3 meter høj kokospalme med flotte kokosnødder. Når man ser på den, kan man sagtens drømme sig væk til sol og tropiske egne. Men virkeligheden er langt tættere på en dansk hverdag. Den er fragtet omkring 10 km og bragt til Tropehuset fra IKEA af biolog Birgitte Bergmann, som købte den som potteplante, da var lillebitte.
”Kokospalmen var én kokosnød med et enkelt blad, da jeg fandt den i IKEA og blev plantet i Væksthusene i 2013,” fortæller hun. ”I 2018 blomstrede den for første gang, og nu her i 2022 har den for første gang fået frugter, der rent faktisk har udviklet sig til kokosnødder, som ikke bare er faldet af.”
Ikke bare kokospalmen stammer fra lokale butikker. Kongeproteaen er også handlet lokalt, dog en smule mere sydpå. Den er købt i Superbrugsen i Hørning.
"Vores planter kommer alle mulige steder fra. Lokale supermarkeder, frøkataloger og planter, som er importeret fra forskellige kontinenter. I 2014 fik vi for eksempel en stor container fragtet fra Costa Rica, hvor oliepalmen m.m. kommer fra. Mange af planterne kommer også fra de oprindelige Væksthuse og blev opmagasineret bl.a. på Aarhus Universitet på Årslev, mens de nye huse blev bygget. Da de store træer fra det gamle tropehus var flyttet ind i det nye tropehus kom alle ”potteplanterne” tilbage fra Fyn og blev placeret på deres nye voksested og derefter blev de plantet.”
En stor del af samlingen i Tropehuset kom også med en ”blomsterbus”, som kørte i fast rutefart fra botaniske haver i Hamburg og Kiel til Væksthusene i Aarhus. Gartnerne kørte så mange gange med deres VW transporter over grænsen, at bilen blev kendt som "blomstervognen fra Aarhus."
Ved dammen gemmer sig i dag flere ikoniske planter for Væksthusene: Lotus-planten, Victoria-åkanden og kokospalmen, som nu har fået blivende kokosnødder efter flere års pleje. Dammen blev anlagt i 2012, hvor den snor sig i et større område af Tropehuset og i dag har skabt et rekreativt område med bænke og fantastiske planter.
En af de populære aktiviteter i Tropehuset er at gå op i Tårnet og se det hele lidt ovenfra. Tårnet var en af de første ting, der blev etableret i det nye tropehus. I 2012 kunne man tydeligt se dammen og hele området fra udsigtspunktet. I dag aner man kun et vandglimt mellem træernes grene. Til gengæld giver Tårnet nu mulighed for at se ned i trækronerne - et syn, som man ellers sjældent oplever.
I 2006 overrakte og plantede den thailandske ambassadør Thailands nationaltræ i Væksthusene. Det blev givet som et symbol på et mangeårigt samarbejde om at indsamle og beskrive den thailandske flora. I dag er træet næsten vokset til taget i Tropehuset.
Ved overrækkelsen i 2006 var guldregn-kassiaen et ganske lille træ. Det blev plantet i Væksthusenes oprindelige Tropehus, hvor der i dag er udstilling, butik og cafe. I 2012 flyttede træet, sammen med alle de øvrige planter, ind i det nye Tropehus. Træet overlevede heldigvis flytningen og trives vældigt godt i de nye omgivelser.
Væksthusene i Botanisk Have blev opført i perioden 1968-71, og det oprindelige snegleformede bygningsværk i Victoriansk byggestil er tegnet af arkitekt C.F. Møllers Tegnestue, som også står bag arkitekturen på Aarhus Universitet, som Væksthusene hører under.
I perioden 2012 og frem til 12. september 2014 blev Væksthusene udvidet med Tropehuset, og de øvrige bygninger blev ombygget og renoveret. Væksthusene er støttet af Aarhus Universitet, Aarhus Kommune og Realdania samt Nordea-fonden.