Midsommer: De lysende natskyer er over os

I aften er det Skt. Hans, og vi fejrer midsommeren med sine lyse nætter. Det giver også mulighed for at opleve et særligt atmosfærisk fænomen, nemlig lysende natskyer. Det fortæller museumsinspektør ved Science Museerne Hans Buhl mere om på astronomibloggen.dk

Billede af lysende natteskyer set fra Åbyhøj natten til Skt. Hansaftensdag 2022. Og lave skyer midt i billedet, som er mørke, fordi de ligger nede i Jordens i skygge. Bemærk også, at der er et par stjerner, som lyser gennem skyerne. Foto: Hans Buhl.
Lysende natteskyer set fra Åbyhøj natten til Skt. Hansaftensdag 2022. Med lave skyer midt i billedet, som er mørke, fordi de ligger nede i Jordens i skygge. Bemærk også, at der er et par stjerner, som lyser gennem skyerne. Foto: Hans Buhl.

I sit nationalromantiske digt Danmark fra 1914 skriver Helge Rode i 4. vers om: natten, den lyse, hvor dagen kun hviler med halvåbne øjne, urolig af håb.

Smukkere og mere poetisk kan det næppe udtrykkes, at Solen her i månederne omkring midsommer går mindre end 18° under horisonten set fra Danmark. Det betyder nemlig, at natten aldrig bliver rigtigt mørk, fordi vi har det, der rent teknisk kaldes astronomisk tusmørke.

Jordens hældning er årsagen til lyse nætter

Årsagen til dette er, at Jordens akse hælder godt 23° i forhold til sin bane omkring Solen. Om vinteren, når den nordlige halvkugle vender væk fra Solen, giver det vintermørke og -kulde. Og her om sommeren giver det altså lyse nætter.

Endnu længere mod nord end Danmark vil man kunne opleve, at Solen slet ikke går under horisonten om natten. Så der har man altså midnatssol.

Når skyer rammes af lyset fra Solen

Der er en del af de sædvanlige fænomener på nattehimlen, som kan være svære at se på denne årstid, fordi de ”drukner” i nattelyset. Til gengæld er der et fænomen, som kun kan opstå her midt på sommeren, nemlig såkaldt lysende natteskyer.

Skyerne består hovedsageligt af iskrystaller og befinder sig helt oppe i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet. De er dermed de højestliggende skyer, vi kender. Skyerne lyser ikke selv. Men fordi de ligger så højt, kan de rammes af sollyset, selvom Solen er gået ned set fra jordoverfladen. Altså ligesom en bjergtop kan være belyst, selvom Solen er gået ned ved bjergets fod.