Månenedgang ved fuldmåne
Om vinteren går fuldmånen ned i nordvest, ligesom Solen gør om sommeren.
Når det er fuldmåne, står Månen på den modsatte side af Jorden i forhold til Solen. Astronomerne betegner det, at Månen er i opposition til Solen. Det betyder, at fuldmånen om vinteren stort set bevæger sig på sammen måde på himlen, som Solen gør om sommeren. Dvs. står op i nordøst, kulminerer højt på sydhimlen og går ned i nordvest.
Om sommeren er det lige omvendt: der står middagsolen højt på himlen, mens fuldmånen kun kryber lidt over den sydlige horisont. Altså ligesom vintersolen. Så det hele hænger sammen.
Vinterfuldmånens placering på himlen har været tydelig de seneste klare morgener, hvor Månen, som det ses på billederne, går ned bag naboens hus, som ligger nordvest for fotografens.
Billederne viser også, hvor meget Månen flytter sig på et døgn. På billedet fra den 7. december står planeten Mars ca. midt i billedet et godt stykke oppe og til venstre for Månen. På billederne fra den 8. december er Mars lige kommet til syne til højre for Månen efter at have været dækket af den en times tid i en sjælden okkultation (formørkelse).
Mere præcist flytter Månen sig ca. 12° pr. døgn, da den jo skal nå alle 360° omkring Jorden på 29 dage.
Den nordvestlige himmel over Åbyhøj den 7. december 2022 om morgenen, hvor Månen er ved at gå ned. Ca. midt i billedet (op og til venstre fra Månen) ses planeten Mars. Foto: Hans Buhl.
Månen den 8. december 2022. Billedet til venstre er taget kl. 6.57 kort efter at Mars var kommet til syne nederst til højre for Månen. Billedet til højre er taget en time senere, hvor Månen er ved at gå ned og allerede har bevæget sig et stykke væk fra Mars. Foto: Hans Buhl.