Månens bagside – the dark side of the moon

1. marts 1973 udgav Pink Floyd med deres legendariske album The Dark Side of the Moon og albummet kan dermed fejre sit 50-års jubilæum. Men hvad vi egentlig om Månens bagside? Museumsinspektør ved Science Museerne Ole Eggers Bjælde tager os på en rejse om på Månens bagside.  

Månen har ikke en mørk side

Har du nogensinde tænkt over, at vi altid ser den samme side af Månen? Det betyder også, at vi aldrig ser Månens bagside, af nogen kaldet Månens mørke side.
Men lad os slå det fast. Månen har ikke en mørk side. Solen skinner på Månen, ligesom den skinner på Jorden. Og godt nok vender Månen altid den samme side til Jorden, men den vender ikke altid den samme side til Solen. Derfor er der både nat og dag på Månen. Til gengæld varer nat og dag, hver især lidt over 14 dage. Månen er nemlig 29,5 dage om at rotere en enkelt gang om sig selv, nøjagtig det samme tidsrum Månen bruger på at bevæge sig rundt om Jorden i sin bane. Det er derfor Månen altid vender samme side mod Jorden. 

Solsystemets næststørste krater på Månens bagside

Hvad er der så på  Månens bagside? 
Mest af alt er der kratere – rigtig mange kratere. Vi kan endda finde solsystemets næststørste krater. Det hedder South Pole – Aitken Basin, og er omkring dobbelt så stort som Grønland med en dybde på 6-8 kilometer. Det store krater skyldes formentlig et nedslag i Månens tidlige historie af en sten på omkring 200 kilometer i diameter. Til sammenligning var det nedslag, som ramte Jorden, da de fleste dinosaurer blev udryddet for 65 millioner år siden, omkring 10 kilometer i diameter. 

Kinesisk månebil eneste landing

Den første mission til Månens bagside var Luna 3-rumfartøjet, som i 1959 tog det første billede af Månens bagside. Missionen blev fulgt op af både amerikanske og sovjetiske missioner, som tog billeder af højere kvalitet. 
De første levende væsener, som havde udsigt til Månens bagside var ikke mennesker, men to skildpadder i selskab med en flok insekter på sovjetiske Zond 5, som var en forsøgsdyrsmission i 1968. Et par måneder senere samme år blev Apollo 8 med de tre astronauter Borman, Lovell og Anders den første bemandede mission, som kunne se Månens bagside. Men den eneste mission, som har foretaget en blød landing (dvs. ikke nedstyrtning) på Månens bagside, er til dato den kinesiske mission Chang’e 4 med en lille månebil Yutu 2 i 2019. Den kører stadig rundt og undersøger undergrunden med sine videnskabelige instrumenter.

Det er mere kompliceret at lande på bagsiden af Månen end at lande på forsiden, fordi man ikke kan kommunikere direkte med Jorden. I stedet skal der bruges en satellit som mellemstation. Det er nok også forklaringen på, hvorfor ingen af de seks bemandede Apollo-landinger har været på bagsiden.

Mere Dark side of the Moon

Du kan høre mere om Månens bagside og det legendariske album, når Ole Eggers Bjælde i selskab med radiovært Peter Løhde tager dig med i programmet Kraniebrud. Her taler de blandt andet om, hvorfor Månens forside og bagside er så markant forskellige. Det sker onsdag 1. marts kl 12 på Radio 4 og i podcasten efterfølgende.

Gå til programmet Kraniebrud på Radio 4, og find her podcasten "Hvad gemmer der sig på the dark side of the moon?".