INDIKATORER FOR LÆRING

Med Science Museernes galakse af læringsindikatorer får vores formidlere en fælles forståelse af, hvilket læringsmiljø vi stræber efter at opnå i formidlingen. Samtidig giver indikatorerne konkrete bud på, hvad formidlerne kan observere hos eleverne, hvis formidlingen fungerer godt. Hvis indikatorerne ikke er til stede under en formidling, indikerer det ligeledes, at formidlingen kræver justering. På den måde kan vores læringsindikatorer bruges som et værktøj til både at målsætte og evaluere formidlingen.

Indikator-galaksen består af tre overordnede begreber, som karakteriserer læringen i Science Museernes formidlingstilbud: Nysgerrighed, Ejerskab og Begejstring. Tryghed står i centrum af galaksen og er en forudsætning for, at de tre indikatorer kan lykkes. Hver indikator er udpenslet med konkrete forslag til, hvordan de kan se ud hos eleverne.

Arbejdet med indikatorer stammer fra Project Zero på Harvard University, og indikatorerne er forskellige fra institution til institution, fordi kulturen på det enkelte sted afgør, hvordan vi skaber vores læringsmiljø. Vores indikatorer er udviklet sammen med vores studenterformidlere til at beskrive Science Museernes læringsmiljø i formidlingen til skoler.

Nysgerrighed

Nysgerrighed driver naturvidenskaben. Lysten til at vide og ivrigheden efter at forstå sammenhænge skal opstå helt naturligt, når man træder ind på Science Museerne. Vi ser nysgerrigheden hos eleverne, når de bl.a. stiller spørgsmål, udforsker udstillingerne, undrer sig, lytter og er opmærksomme på deres formidler og deres omgivelser.

Ejerskab

Når eleverne får mulighed for at forfølge deres nysgerrigheder, følger det, at de også får mulighed for at tage ejerskab i formidlingen. På den måde kommer deres motivation for at deltage i formidlingen indefra, og denne indre motivation viser sig i form af ejerskab. Det kan vi bl.a. se, når eleverne bruger deres fantasi, får nye ideer og benytter deres egne ord til at fortolke, perspektivere og diskutere

Begejstring

Det bedste, vi ved, er, når eleverne udviser begejstring for at være på Science Museerne. Begejstring kan se ud på mange måder, men noget af det, der går igen i vores formidling, er, hvad vi kalder 'den gode uro', hvor eleverne er tilpas frustreret, de taler højt, pjatter, kommer med udråb og fejrer muligvis en lille sejr. Begejstringen kan også vise sig som en form for flow, hvor eleverne er opslugte, koncentrerede og får aha-oplevelser. Uanset er begejstring vores vigtigste indikator på en god læringsoplevelse.


Science Museernes læringsværktøjer er licenseret som Creative Commons BY-NC-SA 4.0. De må frit deles, videreudvikles og remixes til ikke-kommercielle formål under forudsætning af, at det originale materiale krediteres, og at enhver videreudvikling licenseres under samme licens.