DET GODE VÆRTSKAB

På tværs af Science Museernes afdelinger har vi udviklet en ramme for det fælles ansvar, vi har som værter på Science Museerne. De fremhævede ord er vores studerendes egne ord om det gode værtskab.

Den gode vært på Science Museerne er først og fremmest imødekommende – en person, der møder gæsterne med et åbent sind og en oprigtig interesse. Med venlighed og et varmt smil skaber værten en atmosfære, hvor alle føler sig velkomne.

Værten er altid forberedt og behjælpelig og sørger dermed for, at alle får en god oplevelse. Værten udstråler begejstring og glæde for museerne og formidlingen, og stolthed over museernes indhold og betydning skinner igennem. Gennem opmærksomhed og evnen til at se gæsterne i øjnene opbygger værten tillid og en følelse af anerkendelse hos den enkelte.

Den gode vært er empatisk og en dygtig menneskekender, der hurtigt opfatter gæsternes behov. Alsidighed er en styrke – evnen til at tilpasse sig forskellige situationer og gæster er essentiel. Værten skaber kontakt, er inspirerende og gør besøget mindeværdigt med nærvær og engagement.


Science Museernes læringsværktøjer er licenseret som Creative Commons BY-NC-SA 4.0. De må frit deles, videreudvikles og remixes til ikke-kommercielle formål under forudsætning af, at det originale materiale krediteres, og at enhver videreudvikling licenseres under samme licens.