OPLEV VERDENS BIODIVERSITET

Beskrivelse

Verden er et stort net af interaktioner mellem organismer, som vi mennesker selv er en del af. I workshoppen oplever eleverne klodens biodiversitet på en verdensomrejse gennem Væksthusenes fire klimazoner; Middelhavet, Ørkenen, Bjergskovene og Troperne. Hver klimazone byder på et nyt perspektiv på naturen og de forunderlige arter, som findes på kloden.

Eleverne udforsker, hvordan planterne ser ud forskellige steder i verden, og hvorfor der mon er forskel på dem. Eleverne bliver præsenteret for konkrete eksempler på, hvordan planterne tilpasser sig nye miljøer og påvirkninger, og til slut reflekterer vi sammen over nutidens problematikker inden for biodiversitet.

Formål

  • Eleverne får en forståelse for verdens biodiversitet.
  • Eleverne får en kropslig oplevelse af de forskellige klimazoner.

Før workshoppen

Før jeres besøg kan I i klassen arbejde med emner som planter, klimazoner og biodiversitet.

Eleverne må meget gerne have forberedt spørgsmål, som de gerne vil have svar på under workshoppen. På den måde aktiveres elevernes nysgerrighed, inden I kommer besøg.

Som lærer kan du forberede dig til besøget ved at læse mere om Science Museernes læringstilgang.

Efter workshoppen

Efter jeres besøg er det vigtigt at følge op, når I kommer tilbage på skolen.

Du kan eventuelt stille følgende spørgsmål til eleverne:

  • Hvad var det sjoveste/sejeste/mærkeligste, I oplevede under workshoppen?
  • Hvordan kan vi bruge det, vi har lært fra workshoppen?
  • Hvad undrer I jer stadig over? Hvilke nye spørgsmål har I mon fået, som vi kan undersøge?

Eleverne kan arbejde med disse spørgsmål på mange forskellige måder. For eksempel:

  • Med post-its, hvor eleverne skriver deres svar på post-its og kategoriserer dem i plenum.
  • Gennem moodboards eller billedkollager, hvor eleverne samler deres indtryk af workshoppen i billeder.
  • I præsentationer, hvor eleverne fortæller (og måske endda viser noget) om workshoppen, fx en plakat, en video, en tegning, en historie eller et digt.