Måneformørkelse i Danmark

Søndag den 7. september er en total måneformørkelse synlig i Danmark, hvis der er klar himmel. Populært kaldes en total måneformørkelse også blodmåne, fordi Månen får et rødligt skær. Astronom ved Science Museerne Ole Eggers Bjælde guider dig til, hvordan du får den bedste oplevelse i måneskinnet.

Ved en total måneformørkelse får Månen et rødligt skær. også kaldet blodmåne. Credit: NASA
I Danmark var der en partiel måneformørkelse 14. marts 2025. Først i takt med at månen bevæger sig længere ind i Jordens skygge, vokser det mørke, rødlige område på månen

Månen kredser om Jorden, og Jorden kredser om Solen. Når Månen er på den modsatte side af Jorden i forhold til Solen er det fuldmåne. Når Månen er på samme side, er det nymåne. Det mønster gentager sig fra måned til måned.

Et perfekt line-up

En gang imellem sker der det, at Månen, Jorden og Solen står perfekt på række. Det er her, at formørkelser kan finde sted. Netop det fænomen venter søndag 7. september 2025, hvor der er fuldmåne og Månen bevæger sig ind i Jordens skygge. Jorden skygger så at sige for sollyset.
Det hele starter, når Månen står op over horisonten omkring kl 20, hvor formørkelsen allerede er i gang.

Tre faser 

En måneformørkelse har tre faser. I den første bevæger Månen sig ind i Jordens halvskygge, hvor månelyset bliver lidt svagere. Den anden fase er den delvise måneformørkelse, hvor Jordens skygge begynder at "spise af" måneskiven. Den tredje fase er totaliteten, hvor hele Månen er dækket af Jordens skygge.

I den tredje fase forsvinder Månen ikke helt, men får en rødlig farve som en blodmåne. Den svage røde farve skyldes den smule af lys fra Solen, som bliver filtreret og afbøjet gennem Jordens atmosfære og som rammer måneskiven. Kun under totaliteten kan vores øjne fornemme det svage røde lys, som ellers ikke kan konkurrere med den oplyste Måne.

Tidspunkter for måneformørkelsen

  1. Selve totaliteten varer i over en time indtil lidt før kl 21
  2. Efterfølges af den delvise måneformørkelse indtil lidt før kl 22
  3. Afsluttes med en halvskyggefase indtil lidt før kl 23.

Åben horisont mod øst

Månen står op i en østlig retning, så hvis du vil have hele formørkelsen med, skal du have en helt åben horisont mod øst. Den næste totale måneformørkelse, som er synlig i Danmark, er nytårsaften 2028.