TROPISK BJERGSKOV LIGGER, HVOR SKYERNE DANNES 

Blandt træbregner og epifytter

I Bjergskovshuset kan du se planter fra den fugtige bjergskov i de tropiske bjerge. Det kaldes typisk også ”tågeskov”, da det er i den højde, hvor skyerne dannes. Her stortrives blandt andet træbregner og såkaldte epifytter. 

En epifyt er en plante, der vokser ovenpå en anden uden at snylte på den, så den kommer op i lyset uden at skulle lave sin egen stamme. Plantegrupper med mange epifytter er blandt andet orkideer og ananasfamilien.

I Bjergskovshuset kan du også opleve forskellige former for citrusfrugter og to meget kendte kulturplanter, der dyrkes i netop denne klimatype: te og kaffe. 

Planterne i Bjergskovhuset stammer fra 1000-2000 meters højde.

Vigtig rolle for evolutionen

Bjergskove synes at spille en meget vigtig rolle i evolutionen af nye arter og for overlevelse af arter i perioder med store klimaforandringer, fx under istiderne. 

Se filmen om epifytter i Bjergskovshuset med fagleder for Væksthusene og prodekan ved Aarhus Universitet, Finn Borchsenius.