TÆT PÅ TROPISK REGNSKOV

I Tropehuset kan du opleve amerikansk, asiatisk og afrikansk regnskov på nært hold. 

Her er der 19 m. til loftet og næsten 20 m. mellem væggene, så der er god plads til de store planter. Du kan se skoven fra oven i udsigtstårnet eller slappe af ved dammen med udsigt til sommerfugle, kæmpeåkander og vandhyacinter.

I Randers Regnskov spiser søkøerne vandhyacinter fra Væksthusene

Vandhyacinten stammer oprindeligt fra Amazonas i Sydamerika. Men i dag findes den i næsten hele verden, fordi den spreder sig med skibe og havstrømme. Arten er samtidig meget invasiv.  I Tropehuset spreder den sig med så høj hastighed, at vi hver uge kan fylde flere affaldssække med vandhyacinter. De bliver sendt til Randers Regnskov​, som fodrer deres søkøer med dem.

Stedet, hvor lianer gror

Tropehuset er plantet til, så de mange livsformer blander sig sammen i en tæt og frodig vegetation. Blandt de mange kulturplanter kan du se kakao, vanilje og sukkerrør. Du kan også se, hvordan ris dyrkes og hvordan de hurtigtvoksende lianer og slyngplanter snor sig omkring udsigtstårnet.

Tag på en guided tour med fagleder for Væksthusene og prodekan ved Aarhus Universitet Finn Borchsenius og hør, hvordan lianerne vokser i Tropehuset