Dagen er nu længere end natten

Søndag 20. marts er det forårsjævndøgn. Så er det også i astronomisk forstand forår.

For astronomerne starter foråret først på søndag, nemlig ved forårsjævndøgn d. 20. marts. Astronomerne opdeler således året i astronomisk forår fra jævndøgn til sommersolhverv, astronomisk sommer fra sommersolhverv til efterårsjævndøgn, efteråret går fra efterårsjævndøgn og til vintersolhverv, og vinter fra vintersolhverv til forårsjævndøgn. Dette gælder for den nordlige halvkugle.

Forårsjævndøgn er, når Solen står præcis over Jordens ækvator. Det gør den søndag 20. marts, og så er vinteren slut – astronomisk set. 

Mange mennesker elsker de lange lyse sommernætter, men for en stjernekigger er det ikke så godt. Solen vil ikke stå særligt langt under horisonten, når vi har de lyse nætter. De lyse nætter betyder, at vi har tusmørke hele natten, og dette fænomen strækker sig fra begyndelsen af maj til begyndelsen af august. Herefter bliver natten igen mørk, og vi kan komme ud og nyde stjernerne ordentligt igen.