En rød gigant på nattehimlen

I mit sidste opslag forklarede jeg lidt om vores nabo Mars, den røde planet. Jeg har valgt at holde lidt fast i det røde tema. Dette blogindlæg handler nemlig om stjerneudvikling og tyrens røde øje, stjernen Aldebaran.

Aldebaran er en stjerne, der engang har lignet Solen. Den er dog ældre og længere i sit livsforløb. Det har afgørende betydning for, hvorfor den ser ud, som den gør i dag. Det meste af en stjernes levetid bruges på at lave hydrogen om til helium gennem fusion. Et af ”affaldsprodukterne”, der efterlades efter fusionen, er dét lys, der gør, at vi kan se stjernerne. Vores egen Sol er med sine 4.5 mia. år i denne periode af sit liv, og den vil være i denne periode de næste 5 mia. år.  I disse år er stjernen i balance. Hvis vi kigger på et tilfældigt område i stjernen, vil tyngdekraften trække området ind mod centrum, mens materialet nedenunder presser det tilbage igen. 

Når en stjerne kollapser

Desværre begynder den på et tidspunkt at løbe tør for hydrogen,. Når næsten al hydrogenet i stjernens kerne er blevet lavet om til helium, kan det ikke længere gennemgå fusion. Det betyder altså, at lyset ikke kan presse materialet tilbage igen, og stjernen begynder at kollapse.

Når stjernen trækker sig sammen bliver den varmere. Varmen bevæger sig udad til de koldere lag, der bliver varmet op. Her har det tidligere været for koldt til fusion, og der ligger en form for ”reservelager” med nyt, friskt hydrogen. Det kan fusioneres, når stjernen har trukket sig tilpas meget sammen, og de ydre lag lige uden for kernen er blevet varme nok. Når fusionen starter igen, denne gang i en skal omkring kernen, vil lyset presse de yderste lag udad. I mellemtiden trækker kernen sig stadig sammen og varmer den fusionerende skal yderligere op. Den stigende temperatur speeder fusionen op, hydrogenet bliver omdannet hurtigere, trykket fra lyset øges, og de yderste dele bliver presset længere ud. 

Overfladetemperatur på 4000 Celsius 

Når de yderste lag presses udad, køler de ned. Stjernen kaldes nu en rød gigant. Solen selv bliver til en rød gigant om ca. 5 mia. år, mens Aldebaran, der er ældre, er i den fase nu. Den er kun omkring 16% mere massiv end Solen, og alligevel er dens radius 44 gange så stor (30.7 mio. km). Dens overfladetemperatur er kun lidt over 4000°C på overfladen, hvilket er grunden til dens og andre røde giganters røde farve. 

Du kan finde Aldebaran på himlen lige nu ud fra stjernebilledet Orion og Plejaderne. Find Orions højre skulder, stjernen Bellatrix, og lokalisér Plejaderne. Hvis du tegner en streg mellem de to objekter, vil du  ramme Aldebaran, der ligger 65 lysår (615 billioner km) fra Jorden. 

Billedet kan hjælpe dig med at lokalisere Aldebaran. 

Foto: Creative Commons