Guide til efterårets stjernehimmel

Tre supermåner i træk

Månen kredser om Jorden, som kredser om Solen. Cirka én gang om måneden står Månen og Solen på hver sin side af himlen, og det giver fuldmåne. De næste tre fuldmåner falder den 7. oktober, den 5. november og den 5. december – og de er alle supermåner.

En supermåne opstår, når fuldmånen falder sammen med, at Månen er tættest på Jorden i sit kredsløb. Den ser derfor lidt større ud end normalt. Kig især, når den står op, omkring en halv time før solopgang. Her kan måneskiven se unaturligt stor ud, fordi perspektivet snyder vores øjne.

Cassiopeia og stjernekæmpen Rho Cassiopeiae

Når månelyset ikke dominerer, træder stjernebillederne tydeligere frem. Ét af de mest markante i efteråret er Cassiopeia.

Cassiopeia ligner et W på himlen og vil i store dele af efteråret stå tæt på zenith – punktet lige over vores hoveder. Lige uden for W’et finder du den gule hyperkæmpestjerne Rho Cassiopeiae. Den er så stor, at den kunne udfylde hele rummet mellem Solen og Jorden, og lyser lige så meget som en halv million sole. Selvom den ligger flere tusinde lysår væk, kan den faktisk skimtes med det blotte øje.

Til venstre for W’et er der ikke meget at se fra vores perspektiv. Men hvis man stod på en planet i Alfa Centauri-systemet, ville man faktisk kunne se Solen præcis dér.

Pegasus og Andromeda

Et andet fint stjernebillede er Pegasus – himmelhesten – som står lavere mod horisonten end Cassiopeia. Led efter den store firkant af stjernerne Alpheratz, Scheat, Mirfak og Algenib, der udgør hestens krop.

Lige til venstre strækker stjernebilledet Andromeda sig ud, og her finder man Andromedagalaksen. Den kan ses med en kikkert eller på en helt mørk nattehimmel – ca. midt imellem Alpheratz og den klareste stjerne i Cassiopeia.

Planeter på aftenhimlen

Det er ikke kun stjerner, der lyser på efterårshimlen. Planeten Saturn står hele efteråret under Pegasus og skinner klarere end firkantens fire stjerner. Først i stjernebilledet Fiskene og senere i Vandmanden. Med et teleskop kan du se ringene – en oplevelse, der næsten altid imponerer.

Også Jupiter dukker op i efteråret, i stjernebilledet Tvillingerne. Fra 1. oktober står den op omkring midnat, og allerede en måned senere kan den ses fra kl. 21. Jupiter overstråler let tvillingestjernerne Castor og Pollux.

Nordlys og stjerneskud

Efteråret giver også mulighed for nordlys – især omkring efterårsjævndøgn 22.9, hvor Jordens akse hverken hælder mod eller væk fra Solen. Det skaber optimale betingelser for, at solvinden strømmer mod Jordens magnetiske poler. Selvom nordlys er svært at forudsige, får vi ofte et varsel en til to dage i forvejen, når store soludbrud måles af satellitter.

Efterår med meteorsværme:

• Draconiderne (topper 8. oktober)
• Orioniderne (topper 22. oktober)
• Leoniderne (topper 17. november)
• Geminiderne (topper 14. december)

De bedste betingelser er en mørk himmel og øjne, der har vænnet sig til mørket. Geminiderne er årets højdepunkt med op mod ét stjerneskud i minuttet under ideelle forhold.

En gæst fra det ydre rum: kometen 3I/ATLAS

Et af efterårets mest spektakulære fænomener er den interstellare komet 3I/ATLAS – kun det tredje kendte objekt, der besøger os fra et andet solsystem.

I første halvdel af oktober bevæger kometen sig ind i det indre solsystem, men er ikke synlig fra Jorden, fordi vi befinder os på den modsatte side af Solen. Fra slutningen af oktober og frem kan den dog igen opleves på nattehimlen.

I november står kometen i stjernebilledet Jomfruen og kan ses i timerne inden solopgang. I december bevæger den sig videre ind i Løven, men bliver gradvist svagere, mens den forlader solsystemet igen.

Held og lykke med stjernekiggeriet under efterårshimlen.