Oplev solformørkelsen – men pas på øjnene
Torsdag den 10. juni 2021 ved middagstid er der mulighed for at opleve en delvis solformørkelse fra Danmark. Museumsinspektør ved Science Museerne Hans Buhl fortæller.
En solformørkelse opstår, når Månen i sin bane om Jorden bevæger sig ind foran Solen og ”tager en bid” af den.
I sin stadige kredsen om Jorden står Månen hver 29. dag i samme retning som Solen. Det er det fænomen, som vi kalder nymåne. Her er Månen normalt usynlig, da den side af den, som vender mod os, ligger i skygge. Men en sjælden gang imellem kan vi opleve den mørke nymåne.
Da Månens bane hælder ca. 5 grader i forhold til Solens tilsyneladende bane på himlen, vil den normalt befinde sig lidt over eller under Solen ved nymåne. Men en gang imellem ligger banerne sådan, at Månen lige præcis bevæger sig ind foran Solen og skygger for en større eller mindre del af den – og så har vi solformørkelse.
Ved solformørkelsen den 10. juni vil op til 32% af Solens diameter være dækket.
Set fra Aarhus er første ”kontakt” mellem Solen og Månen kl. 11.28.
Formørkelsen vokser herefter til den maksimale størrelse kl. 12.37.
Endelig forlader Månen kanten af solskiven kl. 13.48.
Pas på øjnene
Det er altid fascinerende at opleve ”himmelmekanikken” på denne konkrete måde. Men husk, at man skader sit syn alvorligt, hvis man kikker direkte på Solen. Del gælder også under en delvis solformørkelse. Derfor skal man altid bruge godkendte solformørkelsesbriller, der bortfiltrerer den skadelige stråling, hvis man vil se formørkelsen.
Vi er på Steno Museet blevet spurgt, om det er forsvarligt se på formørkelsen gennem en kikkert, hvis man holder et par solformørkelsesbriller eller en svejseskærm foran øjnene? Men det må vi stærkt advare imod.
Kikkerten fungerer ved at koncentrere lyset, som går igennem den. Den har altså næsten samme effekt som et brændglas. Det betyder, at det koncentrerede lys på et tidspunkt vil få filtret i et par solformørkelsesbriller til at smelte, så man pludseligt får det koncentrerede lys direkte ind i øjnene. Det vil føre til alvorlig øjenskade – og formodentlig blindhed –, inden man kan nå at lukke dem eller kikke væk. Så enhver form for filtrering på okularsiden er bandlyst!!
Den eneste sikre måde til at observere Solen gennem en kikkert er at benytte dertil indrettede specialfiltre, som kan monteres på objektivsiden på at sådan måde, at de ikke kan falde af eller slippe falsk lys ind. Derved sikres det, at det kun er det kraftigt dæmpede lys som går gennem kikkerten.