Mange epidemiske sygdomme er uhyre sjældne i Danmark, og vores frygt for epidemier er aftaget i takt med bedre hygiejne, bedre levestandard og medicinske gennembrud, fx penicillin. Alligevel krævede en alvorlig epidemi som fx polio mange dødsfald, da den ramte Danmark i 1952. Den første måned døde knap 30 børn og unge, og epidemien var ude af kontrol.
Der kommer hele tiden nye former for bakterier og vira, som truer os. Udstillingen "Epidemier. En trussel mod menneskeheden" fortæller om, hvorfor mennesket altid vil blive ramt af både epidemier og epidemifrygt.
Danmark spillede en væsentlig rolle i forhold til at begrænse udbruddet af ebola. I udstillingen kan man se en af de beskyttelsesdragter, som blev brugt til øvelse i forbindelse med udbruddet i Vestafrika i 2014-2015. Man kan også se film, hvor en af de udsendte, sygeplejerske Tue Linderoth, fortæller om, hvordan det var at være afsted På den måde får man en fornemmelse af, hvordan det var at være udsendt og opleve sygdommen helt tæt på. Se filmen "En hurtig dræber. Fra sund og rask til død på 48 timer" herunder.
Noget af det mest iøjnefaldende i udstillingen er pestmanden. For 400 år siden mente man, at pesten kom af forgiftet luft. Derfor brugte nogle læger en særlig dragt. Næbbet indeholdt duftende urter, som skulle rense den luft, lægen indåndede.
Udstillingen indeholder også. personlige beretninger fra to polioramte, Inger Stoltze og Niels Frandsen, som begge var børn, da de fik polio og efterfølgende var indlagt i mere end to år på hospitaler i henholdsvis Aarhus og København. Inger blev indlagt som 2-årig og måtte i flere måneder kun se sin storesøster gennem en rude, fordi lægerne ikke vidste, hvordan sygdommen smittede. I udstillingen kan man se Inger og Niels’ yndlingslegetøj fra de år, de var indlagte, og kæmpede for at overvinde de pludselige lammelser, som kom til at forandre deres liv.
Smitte finder de forunderligste veje i det offentlige rum. I udstillingen kan man også opleve en "smittevæg", lavet af kunstner Ole Lindqvist, der giver en oplevelse af, hvordan dørhåndtag, vogne i supermarkeder og bussens stopknap kan formidle smitte mellem hænder.