VERDENSBILLEDER



Hvordan er universet opstået? Og hvilken facon har Jorden?

Sådan nogle spørgsmål har mennesker stillet sig selv i årtusinder. De svar, man gennem tiderne har forsøgt at give, var påvirket af tidens kultur og religion. Vi kalder dem for 'verdensbilleder'.

I udstillingen her kan I opleve, hvordan man opfattede verden fra oldtiden frem til 1600-tallet. Se, hvad det betød, at man langt tilbage mente, at Jorden var flad. I oldtiden indså man, at den var rund, og i renæssancen foreslog Kopernikus, at Solen var universets midtpunkt, og at Jorden ligesom planeterne kredsede om den. Verdensbilledet blev ændret markant.

Se modeller af de instrumenter, som Tycho Brahe brugte i forsøget på at afgøre, hvilket verdensbillede, der var det rigtige.

I kan også se, hvordan man begyndte at lave nøjagtige målinger og beskrive naturen med matematiske naturlove i 1600-tallet i løbet af den såkaldte ”naturvidenskabelige revolution”.