To planeter lyser om kap på stjernehimlen

Udover klart vejr gør en aftagende Måne det nemmere at se planeter og stjerner. Gå ud først på aftenen, og kig efter de to klare planeter, nemlig den rødlige Mars og den meget klare Jupiter. Jupiter går ned allerede før midnat, mens Mars er synlig hele natten. Og især Mars ved vi ret meget om.

Foto af Jupiter taget af James Webb. Credit: NASA, ESA, CSA, Jupiter ERS Team; Processing: Ricardo Hueso (UPV/EHU) & Judy Schmidt

Mars kaldes også for den røde planet, da den har et rødligt skær. Det er en klippeplanet tilsvarende Jorden, og den yderste af klippeplaneterne i vores Solsystem.

Rover på Mars

Vi ved ret meget om Mars, da adskillige rumsonder har kredset rundt om planeten, og robotbiler har taget analyser af Mars overflade og sendt resultater tilbage til Jorden. Lige nu arbejder NASA's Mars Perseverance Rover på overfladen, og et enestående teknologisk mål er at sende opsamlede, indkapslede prøver fra Mars tilbage til Jorden.

Læs mere om Mars Perseverance Roverens indsamling på NASA's website.

Billeder af Jupiter af superteleskop

Det nye teleskop James Webb Space Telescope (JWST) er uden for Jordens atmosfære og sender fantastiske billeder tilbage til Jorden. JWST har et spejl på over 6 meter på tværs, hvilket gør, at det har 15 gange mere lysopsamlingsområde end rumteleskopet Hubble.
I august 2022 tog JWST dette infrarøde billede i høj opløsning af Jupiter, der afslører nye detaljer i gasplanetens skydække: for eksempel hidtil ukendte forskelle mellem højtliggende klare skyer - herunder den store røde plet - og lavtliggende mørke skyer. Den store røde plet er en orkan, som har raset i flere hundrede år.

Billedet afslører også tydeligt Jupiters støvring, som dog slet ikke er så markant som planetens Saturns ringsystem. Læg også mærke til, at der er lyse auroras ved polerne, og man kan tydeligt se Jupiters måner Amalthea og Adrastea.

Få mere info om Jupiter set fra James Webb Space Telescope på NASA's site