Mennesket har altid undret sig. Over stjernerne på himlen til, hvorfor mennesket trækker vejret. Fra det mindste til det største. Denne undren er med til at forandre verden. Gennem tiden har utallige mænd og kvinder dedikeret deres liv til at forsøge at finde svar på livets gåder og har derigennem skabt grundlaget for at redde menneskeliv, forbedre livskvalitet, skabe samfundsmæssig udvikling og forstå verden og universet.
Udstillingens overordnede fokus er: Hvad er det, der driver en forsker? Hvorfor bruger man sit liv på at finde ud af, hvordan celler fungerer eller på at forstå bestemte dyrs hjertefunktion? En udstilling, hvor lidenskaben og videnskaben bliver sat under lup.
For at forbedre brugeroplevelsen er udstillingen blevet ombygget og udvidet med bl.a. et nyt afsnit om forskernes fritidsinteresser. Genåbnet tirsdag 23.1 2024.
Et centralt omdrejningspunkt og interiør i udstillingen ”Videnskab er lidenskab - om forskerliv og kogte krabber” er Nobelprismodtager Jens Christian Skou og hans kontor, Det er – så vidt vides – verdens eneste Nobelpristagers komplette kontor, der er kommet på museum. Sammen med interiører og fortællinger om 5 andre forskeres arbejdspladser og forskning, udgør dette fundamentet i udstillingen. Oplev filmen om Skou og hans kontor, som er produceret i anledning af Aarhus Universitets 90-års jubilæum:
Udstillingen indrammes af 5 temaer, som alle er centrale i forskerlivet: ’Nysgerrighed’, ’Eksperiment’, ’Konkurrence og samarbejde’, ’Anerkendelse’ og ’Hvorfor forskning?’
Udstillingen åbner også op for de besøgende kan eksperimentere og afprøve forskellige ting. Man kan opleve et ”Hjerteakvarium” med små og store hjerter og lytte til forskellige pattedyrs hvilepuls, fx sammenligne hvilepulsen hos en mus og en grindehval. Og man kan fortælle sine egne historier om anerkendelse, både som ven, kollega eller kæreste, i skolen, på sit arbejde, eller som en del af et andet fællesskab.
Politiken 8.10.2018 "Lange nætter. Og hjerter på en fiskesnøre"
Weekendavisen 12.10.2018: "Videnskabernes maskinrum"
"Videnskab er lidenskab" er vinder af den internationale museumspris UMAC AWARD 2021.
Udstillingen er støttet af Lundbeckfonden og Cand. Pharm. Povl M. Assens Fond.
Download pressebilleder til redaktionel omtale
Credit: Ida Marie Jensen, AU Foto